• FUNKTION: BOLIG

    BELIGGENHED: RISSKOV, ÅRHUS

    STATUS: OPFØRT


    Huset er på en gang meget funktionelt og robust, og et hus der byder på arkitektoniske oplevelser og fine detaljer. Særlig bearbejdningen af dagslys i boligen, har været et vigtigt omdrejningspunkt for husets endelige udtryk.

    Opholdsrummet med køkkenalrum og stue er husets vigtigste rum. Denne bygningsdel er fremhævet ved at fremstå i pudset mur og have et skrånende tag. Mod gaden er rummet højest og her kommer også mest dagslys ind fra øst og syd. På begge sider af denne hvide krop ligger to mindre ”fløje” med sove- og badeafsnit. De er beklædt med horisontale trælister, der giver en modvægt til de hvidpudsede facader, både i stoflighed, farve og struktur.

                                                                                                                            Opholdsrummet er indrettet med køkkenet i centrum. Spisepladsen er placeret i rummets lyseste ende mod vejen, hvor der er en fin balance mellem privathed og masser af dagslys.
    I rummets modsatte ende er opholdsstuen. Overgangen mellem det højloftede køkken-alrum og den hyggelige opholdsstue er meget i tråd med moderne indretning, hvor man ønsker så få døre som muligt. Her er det med fine detaljer lykkedes både at samle og separere zonerne i opholdsrummet.


    Fra de fleste rum er der adgang til haven og mindre terrasser, der er fordelt omkring huset. Garagen er også med til skabe nogle gode opholdsrum udenfor og med sin tilsvarende træbeklædning bliver garagen en del af den samlede arkitektoniske oplevelse.